Nu skete der noget meget mærkeligt, synes vi. Da vi åbnede døren fes Qato af sted, og vi var bange for ikke at se ham igen. Men, men men – hvem stod ved bagenden af vores bil og ventede på os, Qato. Han hoppede og dansede rundt, han var bare så glad, for nu skulle han hjem.

Hvordan søren kunne han vide hvilken bil der var vores? Det spørgsmål har vi tit stillet os selv. Lugten, måske? Eller hvad?

Nu har Qato så været vores hund siden feb.2004, og vi har ikke fortrudt det. Han er simpelthen jorden bedste og dejligste hund. Så venlig mod alt og alle.

Qato er også med på camping.

Han nyder det lige så meget som os andre blot vi husker fire ting. Hans gamle slidte tæppe, vand- og madskålen + nogle af hans legeting, så er han rigtig glad.

En anden sjov ting. Når vi er hjemme ved han at han ikke skal have snor på, når vi går tur, men når vi er på camping, ja så skal man have en snor på hele tiden. Det er han udmærket klar over. Han står og venter på at vi finder hans lange snor frem. Når så hans gamle slidte tæppe bliver lagt på en skyggefuld plads og vandskålen bliver stillet ved siden af, ja så kan man rigtig slappe af.

Vi har en stor have, og havde da snakket om, at vi jo nok hellere måtte få den indhegnet, så han ikke løb væk, men det var slet ikke nødvendig. Han har aldrig forsøgt at stikke af. Vi lukker ham ud og han kommer hen til bagdøren, når han har gjort det han skal. Han elsker at være ude. Ruske græstotter, gnave i en pind, slæbe mange af sine tøjdyr (dem har han mange af) med ud eller drøne rundt med sin store fodbold - "uha, det er dejligt".

Alle de andre hunde i kvarteret kan stå og gø, men Qato gider ikke at blande sig i ”hundekoret”. Han kigger bare, som om han tænker, hvad pokker gør de af ? Så det er jo dejlig nok at han ikke gør hele tiden, som så mange andre hunde. Kun når vi leger, kan han finde på at gø af os, men det er hvis vi ikke gider mere.

Jo, selvfølgelig gør han, når der kommer nogen, men kun kort, bare for at fortælle, at der altså kommer nogen. Vi skal kun sige ”nej” og han stopper med det samme. Når han så har set hvem det er og har hilst på, går han hen og lægger sig. Han håber selvfølgelig på, at de kalder på ham, så han kan blive kløet bag ørerne eller på maven.

Har vi noget liggende på bordet, det være sig kage eller mad af en eller anden slags, han tager det ikke, men sætter sig og nedstirrer det i håb om, at det springer ned til ham.

Engang havde vi glemt at sætte kagerne ud i køkkenet, (vi har kagedag om fredagen), inden vi gik i seng, men de lå lige så pænt hvor vi havde efterladt dem om aftenen. Ikke én var forsvundet. Så han er en dygtig hund.

Vi elsker ham meget, meget højt.

Se galleri