Ude på landet, langt fra nærmeste storby, stod et birketræ. Her havde det stået i mange år, og gennem årene havde naturen hevet og trukket i dens grene, så den til tider, havde frygtelig ondt. "Man må finde sig i meget, når man er så stor og flot som jeg", tænkte det gamle træ.
Vinden havde rusket i dens mange grene og solen havde givet den en grå og ru bark, men det gamle træ var stolt af sig selv. "Jeg har givet skygge til de små buske og træer under mig. Jeg har givet ly og læ til alle småfuglene, men ingen har dog taget bo i mine grene. Det kunne jeg godt ønske for mig selv, men mine grene er så tynde og hænger nedad, at det nok ikke ville gå. Dog kan jeg så glæde mig over, at de små fugle sidder og synger og forelsker sig på mine, om forår og sommer, flot pyntede grene. Bladene er grønne, ja hele min store krone er dækket af et grønt tæppe. UH - jeg er så stolt af mig selv." Det gamle birketræ havde dog et stort ønske:"Når jeg engang er vissen og grå i toppen, ønsker jeg mig allermest, at min rod og stamme må blive stående, således at der kan opsættes et bo til fugle. Én gren skal blive tilbage, sådan at jeg dog stadig kan give bare lidt skygge og ophold til de kære små."
Og se om ikke dette ønske snart skulle blive opfyldt.
De mennesker der boede i det hus i den have, hvor det gamle birketræ voksede, havde også et ønske om at stammen skulle bevares og der skulle være en fuglekasse - og tro det eller ej - sådan gik det til, at de kunne opfylde det gamle træs sidste ønske. Snart kom der folk til haven. De skulle hjælpe med det store arbejde det var, at opfylde drømmen for birketræet. Én fattede stigen, en anden tog saven, en tredje tog en lang snor og så kom den fjerde med arbejdshansker. Den femte havde en rive og den sjette sørgede for, at det hele gik sin rette gang - for det gamle birketræ. "Husk nu det, nej ikke det - det andet og så lige under forgreningen " sagde den sjette. Og så blev det sådan. Snart var birketræets smukke grønne tæppe forsvundet og kun en gren var tilbage.  Men selvom alt dette var birketræets højeste ønske, kunne det alligevel ikke lade være med at stritte imod, da toppen skulle falde.  "Jeg skal vise dem, at jeg stadig har kræfter, som et ungt birketræ". Birketræet holdt fast, og det selvom den tykkeste og mest ranke gren, næsten var skåret igennem.
Menneskene hev og de trak og de hev igen, men lige lidt hjalp det, grenen ville ikke knække. Men så fik den ene af menneskene en god ide,"Vi hiver to på en gang, og så skal det nok lykkedes at overvinde det gamle træ", og som sagt så gjort.
Inden længe begyndte det at knage og brage og knage endnu mere, og med et kæmpe brag knækkede toppen af og faldt til jorden. "Det var så det" mumlede det gamle træ. "Jeg har gjort mit i denne have og resterne af mig skal nu tjene de små fugle i mange år fremover". "Jeg fik mit højeste ønske opfyldt og det var hovedsagen". Med det venter vi nu bare på, at de små fugle flytter ind og fuldender det menneskene påbegyndte.

Se det er et virkeligt eventyr og det er ganske vist. Og vis I skulle komme forbi, kan I med egne øjne se, at resterne af det gamle birketræ stadig står, hvor det har stået i mange, mange år.