En seriemorder myrder en række personer over længere tid. Mordene er ofte adskilt af perioder, hvor morderen har en normal adfærd. En grundig analyse af de mest veldokumenterede cases peger mod, at seriemordere kendetegnes ved en meget belastet opvækst. Som er præget af direkte og indirekte overgreb/omsorgssvigt), hvor de lærer, at verden består af ofre og krænkere, og at det er mest behageligt at være krænker, - fordi man i disse stunder ikke føler sig som offer. Nydelse bliver kort sagt lig med fraværet af lidelse - men derefter til påførelse af lidelse på andre.

Fakta om Dagmar Overbye
Dagmar Overbye - Johanne Dagmar Amalie Overbye - født d. 23. april 1887 i Assendrup ved Vedslet, død d. 6. maj 1929 i København.
Hun slog mindst 9 og muligvis 25 børn ihjel og er danmarkshistoriens største seriemorder.

Baggrund
Dagmar Overby var datter af Søren Julius August Overby og Ane Marie Petrine Kristiansdatter Johnson og blev mor til børnene Erena Marie (1912) og Poul (1914). Dagmar Overby var som 12-årig allerede på kant med loven. Hun blev sendt væk, men vendte tre år senere tilbage til forældrene, som boede i Århus. Dagmar Overby kom ud at tjene, men det gik galt, og hun blev anklaget for tyveri og fik sin første dom på Fyn i 1909. Senere fik hun job i en restaurant og blev her gravid med en tjener, og hun fødte sit første barn. Dette barn døde, under mystiske omstændigheder, mens Dagmar boede hos sin bedstemor i Randers. I de følgende år fødte hun flere børn, dels med en agent og dels med en husmand. Det var det sidste barn, hun erklærede at have sat væk. Efter at hun havde fået endnu et barn, flyttede hun i 1915 til København, hvor hun åbnede en slikbutik i Holmbladsgade. Her mødte hun fyrbøder Svendsen, som hun fik sit femte barn med. Også det døde af ukendte årsager.

Det første mord fandt sted på dette pars bopæl i Jægersborggade i 1916. Hun havde igennem en annonce fået kontakt med en kvinde, som havde født sit andet barn, og Dagmar var villig til at adoptere dette barn og modtog herfor 12 kroner af barnets moder. Samme dag kvalte Dagmar Overby barnet og smed derefter den lille krop i en affaldsbunke på Assistens kirkegård i København.

I de følgende år myrdede hun mindst syv børn og sikkert mange flere. Hun tilstod i retten, at hun havde myrdet 16 børn, men i landsretten blev der kun ført bevis for ni af drabene. Dagmar Overbyes tilgang til disse børn var alle igennem annoncer, hvor desperate mødre afleverede deres børn til Dagmar sammen med et éngangsbeløb, og hvor hun dræbte børnene samme dag, de kom ind hos hende. Disse adoptioner var i lovens forstand ulovlige. Dagmar Overbyes drabsmåde var i alle tilfælde kvælning eller drukning. Ligene blev enten gravet ned, brændt eller gemt på loftet. Et enkelt barn reddede livet, fordi Dagmar afsonede en fængselsstraf i årene 1918-1919.

Dagmar Overbye blev afsløret i 1920, fordi en ung moder fortrød og ville hente barnet på Enghavevej. Dagmar Overby kom med forskellige afledende forklaringer, og disse vakte den unge mors mistanke, og hun alarmerede politiet. Barnets lig blev fundet i kakkelovnen.

Retssagen mod Dagmar Overbye fandt sted for et nævningeting i Østre Landsret. Under sin retssag forklarede hun, at hun ikke vidste, hvorfor hun havde gjort det. Det ene barn var hendes eget, mens de andre otte var børn, som hun havde adopteret fra enlige mødre, der ikke var i stand til at tage sig af dem. Ind til 1920 fortsatte hun med at tage børn i sin varetægt for med det samme at slå dem ihjel. Ligene gemte hun enten på loftet, gravede dem ned eller brændte dem i sin kakkelovn i lejligheden på Enghavevej i København. Under retssagen kom det frem, at Dagmar Overby antageligt havde været påvirket af nafta og æter, da hun begik mordene. Hun blev desuden erklæret for løgnagtig og overspændt, men fik ikke diagnosen sindssyg, og det lykkedes aldrig at finde et egentligt motiv til mordene. Dagmar Overbys partners rolle forblev også uopklaret. Dog kom det frem, at han havde modtaget penge fra hende og i øvrigt ikke brød sig om børn.

Kort før hendes dom, blev Dagmar Overby mentalundersøgt. Professor Wimmer gav bl.a. følgende karakteristik:
Hun er ikke lidende af hysteri eller tvangstanker. I moralsk henseende betegnes hun som defekt, uærlig, seksuelt uregelmæssig og med trang til at lade andre tage skylden, for det hun har begået. Dagmar Overby svingede under de 3 dages retssag mellem at være koldsindig, uberørt, fortvivlet og give udtryk for en slags kåd munterhed. Man kan tilføje, at hun var ualmindelig godt begavet og lærenem, men havde et frygteligt temperament og sind.

Efter to dages oprivende og dramatiske vidneafhøringer kom anklagerens procedure. Han krævede Dagmar dømt for overlagt mord, mens forsvareren i sin procedure fastslog, at hun havde været " Et redskab for et mangelfyldt samfund og for ligegyldige mødre" direkte citeret. Han benægtede, at hun havde handlet med fuldt overlæg. Herefter var nævningenes dom klar, Dagmar blev dømt til døden ved guillotinen. Dagmar Overby blev erklæret skyldig i alle ni drab på spædbørnene. Dommen blev ikke anket. Den sidste danske kvinde blev henrettet i 1861. Som man forventede, blev Dagmar Overbys dom ændret til livstidsstraf en måned efter. Der blev stillet betingelser, og de var, at hun aldrig måtte frigives eller få særlige lettelser i reglementet. I 1929 døde hun i Vestre Fængsel.