ITBedstes Blog
Det er ganske vist 2
| < Forrige | Næste > |
|---|
Mine aktiviteter idag, har været meget begrænset. Lidt husligt arbejde, såsom tøjvask (kurven er næsten tom) HURRA for det, så går der da lige nogle dage inden man skal på den igen. Ellers har det været meget småt med fysiske aktiviteter. Det er min sidste feriedag, så mandag er det hverdag igen. Vejret i min ferie kan jeg ikke klage over. Det har, til tider endda, været alt for varmt efter min mening. Mellem 20 og 25 grader er rigeligt til mig. Men sådan er det jo, når solen bager, klager vi og når det regner, brokker vi os også. Vi mennesker ER ikke nemme at tilfredsstille.
Jeg sidder ude på terrassen, men spekulerer på at gå ind igen, for jeg er ved at blive ædt af små sorte, irriterende bæster der kribler og krabler rundt på mig. De er overalt - på min briller, så jeg tror at jeg har sorte pletter for øjnene, på skærmen (det ser ud som om kommaer og punktummer flytter rundt på skærmen i en uendelighed), møgdyr er de. Tordenfluer - tror jeg nok de hedder, men irriterende er de.
Nu regner det sørme, godt at jeg nåede at få tøjet ind, men også kun lige.
Nå - men I skal jo også have anden og sidste del af eventyret "Det er gannske vist". Så her kommer det.
Det er ganske vist! Af H C Andersen 
"Hu-hu! Uhuh!" tudede de begge to og det lige ned i genboens dueslag til duerne. " Har I hørt det! Uhuh! Der er en høne, som har plukket alle fjerene af sig for hanens skyld! Hun fryser ihjel, om hun ikke er det, uhuh!" "Hvor? Hvor?" kurrede duerne.
"I genboens gård! Jeg har så godt som selv set det! Det er næsten en upassende historie at fortælle! Men det er ganske vist!" "Tror, tror hvert eneste ord!" sagde duerne, og kurrede ned til deres hønsegård: "Der er en høne, ja der er somme der siger, at der er to, som har plukket alle fjerene af sig, for ikke at se ud som de andre og således vække hanes opmærksomhed. Det er et voveligt spil, man kan forkøle sig og dø af feber, og de er døde begge to!" "Vågn op! Vågn op!" galede hanen og fløj op på plankeværket, søvnen sad ham endnu i øjnene, men han galede alligevel:"Der er tre høns døde af ulykkelig kærlighed til en hane! De har plukket alle fjerene af sig! Det er en fæl historie, jeg vil ikke beholde den, lad gå videre!" "Lad gå videre!" peb flagermusene, og hønsene klukkede og hanerne galede:"Lad gå videre! Lad gå videre!" Og så fór historien fra hønsehus til hønsehus og til sidst tilbage til stedet, hvorfra den egentlig var gået ud. "Der er fem høns," hed det."Som alle har plukket fjerene af sig, for at vise, hvem af dem der var blevet magrest af kærestesorg til hanen, og så hakkede de hinanden til blods og faldt døde ned, til skam og skændsel for deres familie og til stort tab for ejeren!" Og hønen som havde mistet den løse, lille fjer, kendte naturligvis ikke sin egen historie igen, og da hun var en respektabel høne, så sagde hun:" Jeg foragter de høns! Men der er flere af den slags! Sligt skal man ikke fortie, og jeg vil gøre mit til, at den historie kan komme i avisen, så går den landet over; det har de høns fortjent og familien med!" Og det kom i avisen og det blev trykt og det er ganske vist: En lille fjer kan nok blive til fem høns!
Senest opdateret ( Fredag, 10. Juli 2009 17:18 )



Kommentarer