< Forrige

 

Blikket vandrer hvileløst rundt i rummet. Jeg aner ikke, hvad jeg skal give mig til.

- Måske skulle jeg arbejde lidt på min hjemmeside? Jeg elsker det, og det kan også ses. Der er mange sider efterhånden, men der kommer garanteret mange flere til. Jeg skal nok finde på noget nyt.
- Måske gå ud i haven. Ukrudtet holder jo ikke søndagsfri. Når jeg sidder og kigger ud af vinduet kan jeg se..... Vores græsplæne trænger egentlig til at blive slået, men det er jo søndag, og så er det ikke så velset at begynde på det. For - som man siger: Kom hviledagen i hu, og søndag er jo hviledag, så det må man hellere overholde. Som den vakse læser og "kigger" på itbedste.dk nok har set, så holder jeg meget af H C Andersen og hans mange eventyr. Her på bloggen er det min mening at jeg, når jeg laver et indlæg, vil komme med nogle af hans mange små historier og eventyr. Jeg har tænkt mig flg.: Først skriver jeg lidt om hvad der rør sig i min lille verden og så skal I have en lille del af en historie af H C A. Fortsættelsen af historien kommer så i næste indlæg. Bare rolig der går ikke mange dage i mellem hvert indlæg, for jeg elsker at skrive, og kan næsten ikke stoppe igen når jeg først er kommet igang. Første historie er "Vanddråben". En historie jeg selv holder meget af. Den kan man få mange ting ud af, alt efter hvordan man tolker den.

Vanddråben

Du kender da sagtens et forstørrelsesglas, sådan et rundt brilleglas, der gør alting hundrede gange større end det er? Når man tager og holder det for øjet og ser på en vanddråbe ude fra dammen, så ser man over tusinde underlige dyr, som man ellers aldrig ser i vandet, men de er der og det er virkeligt. Det ser næsten ud, som en hel tallerken fuld af rejer, der springe mellem hverandre, og de er så glubende, de river arme og ben, ender og kanter af hverandre, og dog er de glade og fornøjede, på deres måde.

Nu var der engang en gammel mand, som alle kaldte Krible-Krable, for det hed han. Han ville alle tider have det bedste ud af enhver ting, og når det slet ikke ville gå, så tog han det med trolddom.

Nu sidder han en dag og holder sit forstørrelsesglas for øjet og ser på en vanddråbe, der var taget ude fra en pyt vand i grøften. Nej hvor det kriblede og krablede der! Alle de tusinde smådyr hoppede og sprang, trak i hverandre og åd af hverandre.

" Ja, men det er jo afskyeligt!" sagde gamle Krible-Krable. " Kan man ikke få de til at leve i fred og ro, og hver passe sit!" Og han tænkte og tænkte, men det ville ikke gå og så måtte han trolde. "Jeg må give dem kulør, at de kan blive tydelige!" sagde han, og så hældte han ligesom en dråbe rød vin i vanddråben, men det var hekseblod, den allerfineste slags til to skilling; og så blev alle de underlige dyr rosenrøde over hele kroppen, det så ud som en hel by af nøgne vildmænd.

"Hvad har du der?" spurgte en anden gammel trold, som ikke havde noget navn og det var just det fine ved ham.

"Ja kan du gætte, hvad det er," sagde Krible-Krable. "Så skal jeg forære dig det; men det er ikke let at finde ud af, når man ikke ved det!"

Fortsættelse følger. Kig forbi hver dag og se om resten af historien er kommet i et nyt blogindlæg.