Humor skal der til
Fra A - Æ

Alkohol
- Fluidum, der kan opløse karakterstyrke, og som konserverer alt, bortset fra værdighed og hemmeligheder.
Appetit
- Uimodståelig lyst til noget spiseligt, som det for øjeblikket er umuligt at fremskaffe.
Bagværk
- Andet ord for numse.
Barnemad
- Se mulje.
Citrusfrugt
- Samling af frugter, hvis saft indeholder citronsyre - et stof, som hurtigt og effektivt hjælper os med at lokalisere sår og sprækker i huden på fingrene.
Fisk
- Jeg kan ikke lide fisk, jeg kan ikke fordrage fisk, jeg hader fisk, ja, jeg hader fisk så meget, at jeg har spegepølser i mit akvarium.
Food processor
- Et kraftigt, elektisk apparat med hurtigt roterende knivblad, som anvendes til kulinariske eksperimenter i hjemmet, f.eks. ved at forvandle et bundt gulerødder til de oprindelige atompartiker, eller ved at udsætte en håndfuld tomater for de samme atmosfæriske forhold, som herskede, da universet blev skabt.
Forvarme
- Når man tænder for en ovn, før man skal lave mad, således at man brænder sine fingre både når man sætter maden ind, og når man tager den ud igen.
Grill
- Sommerlig ceremoni, hvor store mængder kostbart kød bliver brugt til brandofringer af mænd iført fjollede forklæder, samtidig med at menneskekød bliver fortæret af stikkende insekter.
Grillhandske
- Et delvis forkullet og fedtet stykke stof, som kan trækkes over hånden.
Grød
- Fællesbetegnelse for en del madretter af ubestemmelig oprindelse og udseende i mange forskellige variationer og konsistenser, og som på trods af sin enorme udbredelse har det til fælles, at de som oftest bliver afvist som værende føde. Navnet "grød" er sammensat af bogstaver fra ordene GRimasser, uØnsket og aD.
Kedel
- Køkkenredskab, som sørger for at bringe vand op til kogepunktet. Nogle kedler udstøder en særdeles behagelig hylelyd, når vandet begynder at boble, men selv de enkleste modeller giver arutomatisk signal om, at alt vandet er blevet til damp, idet de gradvis antager en sort farve og omgiver sig med en skarp, metallisk lugt.
Ketchup
- Rød og aromatisk tekstilfarve, som især benyttes til kontrastfarvning af hvide skjorter.
Mad, god
- En menneskeret
Mikrobølgeovn
- En finurlig elektrisk indretning, som gør brug af radarprincippet til at lokalisere og omgående spolere alle madvarer, som bliver anbragt i den.
Opskrift
- Trinvis forklaring på fremgangsmåden ved tilberedning af ingredienser, som du har glemt at købe, ved hjælp af apparater, du ikke ejer, for at lave en ret, som hunden nægter at spise
Sardiner
- Et af de seks remedier, som oftest bliver fundet i køkkenskabene klokken to om natten, efter at køleskabet er blev gennemsøgt uden resultat. De fem andre er sesamfrø, hirsefrø, et glas cocktailbær, en flaske sennepssovs og en æske aromatisk tandtråd.
Ske
- Meget vigtigt køkken- og bespisningsinstrument, som i alle tænkelige størrelser bruges i madlavningen til trods for, at der i opskrifterne altid refereres til de standardformater af teske (tsk) og spiseske (ss.), som findes i et sæt måleskeer. Alligevel er der mange kokkespirer, som ved tilberedning af en ret, griber til en hvilken som helst forhåndenværende ske og bestemmer mængden af salt, krydderier og lignende i henhold til enhver tilfældig beregning af mængden, som f.eks. en halvfuld øse (hpløs.) og en strøgen grødslev (trgdie.).
Spisevægring
- Foragt for retten
Tallerken
- Et meget uregelmæssigt bøjet navneord, idet tallerken i flertal hedder "skår".
Tunge
- En kødvariant, som kun sjældent serveres, idet de færreste bryder sig om at få noget serveret, som andre har haft i munden.
Æg
-
Også kaldet hønekugler. Hvide, små og ømtålige skaldyr, som har tyngdekraften som sin naturlige fjende. Større og tunge genstande som f.eks. bowlingkugler har også en udstrakt negativ indflydelse på æggets ve og vel.

Senest opdateret ( Mandag, 01. juni 2009 00:31 )


