Bøger
Biografi
| Næste > |
|---|
Robert Storm Petersen (19. september 1882 - 6. marts 1949) var en dansk maler, forfatter, skuespiller og opfinder. Han var også kendt under kunstnernavnet Storm P.
Efter at Sankt Nikolaj Kirke brændte ned i 1795, blev der indrettet slagterboder på den åbne plads, hvor kun tårnet stod tilbage. Storm P.s far var en af disse slagtere, og Storm P. kom også selv i slagterlære der.
Under ophold i Paris blev han meget optaget af fransk ekspressionisme.
Robert Storm Petersen er først og fremmest kendt for sine mange vittighedstegninger, de såkaldte fluer, og sine humoristiske aforismer. Han begyndte som bladtegner ved Klods-Hans, Blæksprutten og Lurifax (Peter Vimmelskaft, Peter og Ping og De tre små mænd). Han var medarbejder ved Ekstra Bladet fra 1900 til 1905 og skuespiller på Casino fra 1905 til 1907 og på Dagmarteatret fra 1907 til 1909. I 20'erne og 30'erne var han et rimeligt kendt scenenavn. Han gjorde også et fremstød i USA, men amerikanerne brød sig ikke om hans tegninger, og forstod ikke hans humor.
Storm P. optrådte i kunstner-kabareten Edderkoppen fra 1914 til 1918. Han var på turné i USA fra 1919 til 1920 og skuespiller på Det kongelige Teater fra 1930 til 1933. Han medvirkede i en række af de tidligste stumfilm, og var senere med i tonefilmen Fange nr. 1 (1935).
Storm P. omtales i bogen Det 20. århundrede - De 100 mest betydningsfulde personer i Danmark. I København var han en kendt skikkelse med sin rappe replik. Da han på en spadseretur gennem en kirkegård fik øje på to gravere, der tog en pause siddende på kanten af en grav, sagde han: "Vi har det nok bedre, vi er oppe i dag."
Robert Storm Petersen er begravet på Frederiksberg ældre kirkegård.
Storm P.-Museet på Frederiksberg åbnede i 1977.
Senest opdateret ( Søndag, 26. april 2009 22:43 )


