Hans Christian Andersen blev født i Odense den 2. april 1805 som søn af skomagersvenden Hans Andersen og vaskekonen Anne Marie Andersdatter. Barndommens yndlingsbeskæftigelse var fantasilivet, og stærkt påvirket af teatret i Odense besluttede han sig som 14-årig at søge lykken i København ved Det Kongelige Teater. H.C. Andersen var i en treårig periode knyttet til Det Kongelige Teater uden fast gage, indtil han i 1822 modtog sin afsked.

Kort før sin død blev han fra England hædret som den største nulevende forfatter. H.C. Andersen døde den 4. august 1875 og begravelsen havde international bevågenhed.

I grel kontrast til digterens lykkelige karriere og enorme succes står H.C. Andersens personlige ulykke: Han havde ikke held i kærlighedslivet og henlevede hele sit liv i ensomhed.

I dansk kulturhistorie er H.C. Andersen uden tvivl den mest interessante personlighed. Hans frodige fantasi og skabertrang har ikke alene præget den danske litterære stil men også det danske sprog.

Blandt sine samtidige var H.C. Andersen radikal og moderne, og med hans grundige kendskab til den europæiske kunstscene gav han et frisk pust henover den hjemlige. Hans sprudlende fantasi, fine iagttagelsessans, empati og eksperimenterelyst kommer ikke alene stærkt til udtryk i hans litterære produkter og private skrifter, men også i hans billedkunst i form af tegninger, klip, kollager og billedbøger.